Vores lokalområde

Børnehaven ligger lige overfor Viby Kirke på en stille og rolig vej nær Viby Torv.

Vi har mange gode muligheder for oplevelser udenfor børnehaven både i gå- og køreafstand. Det gælder såvel naturen, byen som kulturen.

Naturområder og parker giver mulighed for andre naturoplevelser end det vores legepladsen kan byde på. Vi er så heldige at der ligger flere forskellige legepladser og naturområder i nærheden.

En af vores nærmeste naboer er Viby skole, som vi besøger jævnligt. Vi besøger også skolens legeplads og parken bag Viby skole, hvor vi kan løbe i et kuperet terræn, fodre ænder, samle kastanjer og lege. I foråret besøger vi flere gange skolen og SFO’en og de besøger os i forbindelse med børnenes overgang. Den årlige fodboldturnering mellem de lokale børnehaver foregår også på skolens boldbane.

I parken bag skolen ligger ældrecentret, hvor generationer kan mødes.

På væddeløbsbanen, to kilometer fra børnehaven, kan vi se hestene træne, besøge staldene og legepladsen. I nærheden af væddeløbsbanen har vi stadionsøerne og et lille skovområde.

På Viby stadion kun en kilometer fra børnehaven kan børnene få pulsen op på løbeture rundt på stadion.

Børnehaven ligger lige ved siden af kirken med kirkegården placeret rundt om huset. Når vi går på tur, kommer vi ofte gennem kirkegården, så her opstår der mange snakker om livet og døden, gravsteder, blomster osv.

Derudover benytter vi os af kommunens kulturelle tilbud så som, Viby bibliotek, hvor vi låner bøger, leger i legeområdet, og deltager i deres mange arrangementer for børn f.eks. filmfremvisning og teaterforestillinger.